Rollespillet

Jacques blev siddende.

Alice rejste sig træt fra stolen og gabte.

Jacques så udenfor på den mørke aftenhimmel.

"Sig mig, skal du ikke også hjem?" spurgte hun.

"Jeg vil hellere være her end 'hjemme'..." mumlede han.

Alice rynkede panden. "Sig mig, sover du her?"

"Nej." sukkede han.

"Jamen.... Hvis du ikke vil hjem?" Alice så spørgende på ham.

"Jeg skal jo hjem før eller siden, ikke?" Han så ud af vinduet og væk fra hende.

Alice tøvede en smule og overvejede mulighederne. Så greb hun pludseligt fat i hans håndled og begyndte at slæbe ham løbende og storgrinende ned af gangene.

Jacques så virkelig undrende på hende, men gjorde ikke modstand. Han nåede ikke at tage sine ting, låse døren eller sige noget til nogle andre.

Alice standsede kort ved boksene og fumlede et kort øjeblik med nøglen inden hun flåede sin taske ud. Så svang hun den over skulderen og fortsatte løbende ud på gaden og ned af det mørke strøg.

"Hvor er vi på vej hen?" spurgte han.

Alice svarede ikke, fortsatte bare med at løbe og grine. Kort efter standsede hun dog foran et lejlighedskompleks. "Du sagde du ikke ville hjem, så det kommer du ikke!" grinte hun og låste op.

Han sukkede. Indeni havde han dræbt Alice 37 gange.

Da Alice stadigvæk befandt sig i sin egen lykkelige boble og stadig var overbevidst om at det var en genial ide, skyndte hun at trække ham op af trapperne op til den allerøverste taglejlighed.

Jacques gik roligt med hende, og så ned på fx væggene.

Alice låste op, trådte om bagved ham og skubbede ham indenfor.

Han så sig undrende omkring.

Lejligheden var lille og med få møbler. Der var kun et køkken, et badeværelse og en stue. Ingen soveværelser, så sofaen var redt på som seng og ovre i hjørnet stod et skab der højst sandsynligt indeholdte tøj.

"Her er småt." sagde han kort.

"Ja, jeg har ikke råd til så meget" sagde hun ligegyldigt og trak på skuldrene.

"Hvordan kan du bo her?" mumlede han så lavt at hun ikke kunne høre det.

Alice lukkede døren og trissede helt indenfor. "Du må gerne sove bo sofaen. Jeg har en madras stående et eller andet sted som jeg kan sove på." Hun smilede opmuntrende.

"Sove?" Han løftede det ene øjenbryn.