Rollespillet

Alice mærkede pludselig at der var noget galt med hendes hals. Ordene kom ikke ud.

Hvis Alice havde kunnet sige noget, havde hun nok kommet med en af sine små sære lyde. Istedet forsøgte hun bare igen og igen at sige noget, hvilket bare resulterede i at hun åbnede og lukkede munden, tavst, som en fisk.

Personen stoppede foran rodet. Alice kunne ikke se personens ansigt.

Alice forsøgte at rykke på sig, men intet hjalp.

"Albért!" sagde kvinden.

Det gav et sæt i Alice, og hun forsøgte igen at sige noget, men intet hjalp.

Den store mand kom. "Hvem har ansvaret for det her?" Hun pegede på rodet. "Den nye køkkenpige, frue." sagde han og så ned. "Hun kommer først i morgen." sagde kvinden så. "Du er uduelig!" Pludselig kom der et lyglimt, og kokken fløj tilbage.

Alice snerpede læberne hårdt sammen. Pludselig ikke spor ivrig efter at blive opdaget.

"Fjern dette." sagde hun mens hun gik igen.

Alice løsnede forsigtigt hendes læber fra hinanden.

Manden prøvede at fjerne det hele.

Alice prøvede endnu engang sin stemme af.

Intet.

Alice blev en anelse skuffet, og da hun ikke kunne rykke sig, kiggede hun egentlig bare med.

Manden var gået da det hele var ryddet og der var atter stille.

Alice forsøgte endnu engang at rykke sig, men intet skete.

"Undskyld, men de ville have opdaget Dem, hvis jeg ikke havde gjort det." sagde en stemme pludselig.

Alice åbnede munden for at skrige, men lukkede den så langsomt igen, da hun jo ikke kunne sige noget.

Hun så pludselig en lilla fletning, der gik forbi hende. "Jeg får dig ud nu." Alice mærkede pludselig at hjelmen blev taget af hende, og lyset fra vinduerne blændede hende.

Alice kneb øjnene sammen og blinkede hurtigt for at kunne se normalt igen.

En smuk mand stod foran hende. Han var let gylden og havde smukt, lilla hår, som var flettet ned ad hans ryg.

"Hej...." sagde Alice forsigtigt, havde pludselig glemt alt om at hun sad i en rustning.

"Goddag." sagde han med en blød stemme.

"Tak fordi du.... hjalp mig. Danke" sagde Alice tøvende, da hun sådan set endnu ikke vidste om det var en fælde. Hun befandt sig jo stadig i et hus der kunne være fyldt med fjender.

"Toujours." sagde han og bukkede like en lille smule, men samtidig bukkede han ikke.